BEMÆRK! Dette site bruger cookies og lignende teknologier.

Hvis du ikke slår cookies og lignende teknologier fra i dine browser-indstillinger accepterer du dette site's brug af disse. Dette kan dog medføre at ikke alle funktioner er fuldt tilgængelige.

Jeg accepterer dette

Maskiner, værktøj, service og slibning til industrien
+45 8936 5500     Sigma 3, DK-8382 Hinnerup     info@junget.dk

På en grå og halvtrist tirsdag formiddag har værktøjsspecialist Preben Kristensen fra Junget lagt vejen forbi NJA Furniture A/S i Nors i Thy. Det er blevet tid til at gøre resultatet af et fælles optimeringsprojekt op. Nu skal det afgøres, om det nye Leitz RipTec skærehoved har levet op til forventningerne.

NJA Furniture A/S producerer saml-selv møbler i fyrretræ og mdf. Hele produktionen er samlet under ét tag i Nors, og virksomheden differentierer sig ved at producere stort set alle dele selv. Derved kontrollerer de selv hele produktionsprocessen, hvilket i det lange løb giver fleksibilitet og nogle gunstige muligheder for produktionsoptimering.

-NJA er en ordreproducerende virksomhed, og hvor vi førhen producerede i batchstørrelser med 10.000 enheder, fordrer markedet nu en langt større fleksibilitet og korte leveringstider. I dag er vi sommetider helt nede på 200 enheder per batch, og leveringstiden fra ordremodtagelse til levering er skåret ned til 4-6 uger, fortæller afdelingsleder i bearbejdningsafdelingen Thomas Iversen.  Han er derfor hele tiden på jagt efter nye optimeringsmuligheder, der kan sikre en effektiv og fleksibel produktion.  

Det var derfor også med stor interesse, at Thomas lod sig overtale til at teste et nyt RipTec skærehoved fra Leitz på en ældre kehler. Thomas var oprindeligt lidt tvivlende overfor den nye løsning, som Preben Kristensen fra Junget anbefalede. Han lod det dog komme an på en prøve, og som en test blev det nye værktøj for nogle måneder siden installeret.

Den tekniske løsning

Et RipTec skærehoved er en del af Leitz’s nye planingssystem Variplan PLUS Integral, som kombinerer grov og fin bearbejdning i et skærehoved. Når du kombinerer grov og fin bearbejdning, ’’rippler’’ du først træet, inden det høvles. Dette medfører, at emnet får en imponerende flot og jævn overflade samtidig med, at du får en længere standtid. Mange af de virksomheder, som i dag bruger løsningen, oplever også, at de sparer tid på opstilling, og deres kehler bruger mindre kraft, når den kører. Samlet set betyder dette, at der spares tid og penge. 

Et resultat, der taler for sig selv

Spørger vi kehler-operatør Poul Nielsen hos NJA, så har RipTec værktøjet været en god investering. Det nye værktøj har gjort hans hverdag lettere, og han sparer tid, da der nu er 2-3 måneder imellem, at høvleknive skal skiftes. Selve monteringen og håndteringen af RipTec skærehovedet bliver også rost.  - Og for at demonstrere hvor nemt det er, skynder Poul sig lige at afmontere RipTech værktøjet og viser tilfreds enheden frem. 

I alt har den ændrede opsætning med et RipTec skærehoved medført en produktionsbesparelse, da NJA nu skal udskifte og slibe færre høvleknive. Alene ud fra denne besparelse er investeringen til RipTec værktøjet tjent hjem i løbet af 10 -12 måneder. Derudover sparer NJA fremadrettet også omkostningerne til nye kutterhoveder, og de har øget maskinens produktivitet, da de nu bruger mindre tid på omstilling.

Rådgivning og idegenerering går hånd i hånd. 

I Nors er man ikke meget for at tale kroner og ører, men resultatet er så positivt, at det inspirerer til flere nye tiltag. Thomas Iversen og Preben Kristensen er derfor i fuld gang med at undersøge mulighederne for også at tilføje et RipTec skærehoved ved underspindlen som erstatning for de 2 kutterhoveder, der sidder der i dag.

 

Optimeringsmulighederne er mange, og det samme er antallet af ideer, når Thomas og Preben går en tur rundt i produktionen hos NJA. Begge parter ved, at fremtidens produktion skal være fleksibel og ekstrem effektiv, hvis kundernes krav om kort leveringstid skal imødekommes.  Det bliver derfor spændende at se, hvilke optimeringsværktøjer de kommer til at afprøve i fremtiden, og om de kan være lige så effektfulde, som RipTec skærehovedet har vist sig at være.

 

Login

Her kan du logge ind på Junget Online og intranet med dit brugernavn og password.

Intranet
Junget Online


×